Fotografens opgaver
Hvis man arbejder som professionel fotograf i dag, er der et hav af arbejdsopgaver, som man kan kaste sig over. Det er både private virksomheder, som har brug for en professionel fotograf, reklamebureauer og offentlige organisationer, som betjener sig af disse, og som ofte vil man som fotograf specialisere sig i et arbejdsfelt, som man så bliver særligt god til.
Madfotografer har kronede dage
Et af de områder, der har været i stor vækst de senere år, er fotografi af mad. Mad er kommet i fokus. Der er således et hav af bloggere der skriver om mad, og maden fylder meget i aviserne i form af anmeldelser af restauranter, interviews med stjernekokke m.v. På TV er der samtidig hyppigt madudsendelser, hvor maden næsten bliver behandlet, som om det var det vigtigste i denne verden.
Det kræver en dygtig fotograf at få en serveringsklar ret til at se indbydende ud. Hvis han eller hun ikke selv kan klare det, så henter vedkommende hjælp fra en madstylist til at få retten til at tage sig godt ud på tallerken og bord, og så kan fotografen ellers gå i gang. Vejen fra råvare til fantastisk billede i et madblad går over en studieanretning, der ikke blot indebærer den tilberedte mad, men måske også inkluderer hårlak, et ekstra pift olivenolie og en særlig lyssætning, så maden tager sig indbydende ud. Det kan lyde omstændigt, men virkeligheden er, at man ikke ville kunne lave lækre billeder af mad, der blot kommer fra gryden. Den skal styles, så den bliver flot. Og den professionelle fotograf skal på banen for at fastholde det smukke.
Det er i det hele taget ofte fotografens rolle at få skabt en virkelighed omkring et produkt, eller ethvert andet motiv, som fremhæver dets fordele og giver iagttageren af fotografiet det positive indtryk, som fotografens kunde efterstræber. Sælger man et produkt, vil man gerne have, at det tager sig så godt ud som muligt, og her spiller den professionelle fotograf en vigtig rolle.
For fotografen handler det gode resultat i høj grad om at have det rigtige udstyr og de bedste muligheder for at sætte lys og skabe stemning omkring motivet. Men inderst inde ved alle fotografer godt, at det gode resultat i sidste ende handler om at have blikket for motivet, dets omgivelser og det som det skal bruges til. Det handler om at have det naturlige talent, som adskiller den gode, professionelle fotograf, fra den glade amatør.